Surdejsfocaccia med Blåbær og Citron

Den perfekte kombination af sødme og syre

Blåbær og citron er en klassisk kombination, der bare klæder hinanden helt perfekt. Den søde, saftige smag fra blåbærrene balanceret med den friske syre fra citronen – det fungerer bare virkelig godt.

På det seneste har jeg haft lyst til at eksperimentere lidt mere med søde variationer af focaccia med surdej, og derfor skulle den her kombination selvfølgelig testes.

Og jeg må bare sige… det blev så meget bedre, end jeg havde forestillet mig.

Resultatet er en ultra luftig og blød focaccia, hvor den let syrlige dej spiller virkelig godt sammen med de øvrige ingredienser, og det her er uden tvivl blevet en ny favorit til forårs- og sommerdagene!

Hvorfor det virker så godt

Surdejsfocaccia har i sig selv en mild syre og en kompleks smag, som gør den til en perfekt base – også til søde variationer.

Når du tilsætter blåbær og citron, sker der noget ret magisk:

  • Blåbærkompotten skaber en saftig midte under bagning
  • Citronen løfter smagen og giver friskhed
  • Den luftige krumme suger smagene til sig

Det giver et virkelig saftig og aromatisk focaccia!

Mine bedste tips til focaccia (som gør en kæmpe forskel)

Hvis du gerne vil lykkes med en virkelig luftig og lækker focaccia, så er her mine vigtigste tips:

1. Brug en høj hydrering – men kend dit mel
En højere hydrering kan være med til at give en mere luftig dej. Men det er vigtigt, at du ikke tilsætter mere vand, end dit mel kan absorbere. Start lidt lavere og justér dig frem.

2. Giv dejen tid – især til efterhævning
En lang efterhævning er nøglen til en luftig struktur.
Jeg anbefaler 3-4 timer efter koldhævning og formning, hvor dejen får lov til at udvikle sig stille og roligt.

3. Vær generøs med olien
Focaccia og olivenolie hænger sammen. Brug rigeligt – både i formen og ovenpå dejen. Det giver den karakteristiske sprøde bund og saftige krumme.

4. Brug bagepapir med olie til at forme dejen
Focacciadej kan desværre hurtigt klistre.
Mit bedste trick er at bruge et stykke bagepapir med lidt olie, når du fordeler fyldet – så slipper det nemt.

Hvornår skal du servere den?

Den her focaccia er perfekt til:

  • En hyggelig weekendbrunch
  • Som en let sommerdessert
  • Til picnic eller strandtur
  • Eller bare som den er

Den smager allerbedst samme dag, men kan også lunes let dagen efter.

Hvis du allerede elsker klassisk focaccia, så er det her virkelig en sjov og anderledes måde at bruge din surdej på.

Surdejsfocaccia med Blåbær og Citron

Dette søde focaccia brød overrasker med både sødme og syre i det helt rigtige samspil. En klassisk luftig dej hævet med surdej fyldt med blåbærkompot og toppet med den lækreste citronglace – denne opskrift er min nye personlige favorit til forår/sommerdagene.
Ingen bedømmelser endnu
Forb. tid 2 timer 15 minutter
Tilb. tid 25 minutter
Samlet hævetid 1 dag
Ret Focaccia,, Surdej
Antal 5 personer

Udstyr

  • Bageform 23×33 cm

Ingredienser
  

  • 340 g vand
  • 80 g aktiv surdej
  • 200 g stærk tipo 00 (vælg en stærk mel med >12,5 g protein/100g fx Caputo cuoco)
  • 200 g middelstærk tipo 00 (vælg en middelstærk mel med 11-12 g protein/100g fx Caputo pizzaria)
  • 20 g olivenolie
  • 8 g salt

Blåbærkompot

  • 200 g blåbær friske eller frosne
  • 1 spsk sukker
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 1 spsk vand

Øvrigt

  • Skal af 1 (øko) citron
  • Olivenolie til bagning

Glasuren

  • 150 g flormelis
  • Saft af 1 citron

Sådan gør du
 

  • Start med at blande mel og vand til autolyse. Lad dejen hvile min. 1 time, men den kan sagtens stå flere timer.
  • Tilsæt aktiv surdej, olie og salt, og ælt det ind i dejen. Læg et viskestykke over skålen og lad dejen hvile i 30 minutter. Notér dig tidspunktet hvor surdejen er tilsat.
  • Udfør et sæt stræk og fold: med en fugtig hånd tages der fat i dejens ender, som trækkes ind over sig selv. Fortsæt til dejen er spændt op dvs. den kan ikke strækkes mere uden at den går i stykker. Her vil jeg anbefale at flytte dejen over i en condibøtte smurt med olie – det gør processen meget nemmere. Læg låg på bøtten og lad dejen hvile 30 minutter.
  • Udfør et sæt coil fold: med fugtige hænder tages der fat under dejen. Løft dejen op, så enderne falder ind under dejen. Fortsæt indtil dejen er spændt op.
  • Herfra udføres yderligere 2-3 fold med 30-45 min. mellemrum. Herefter skal dejen blot hvile og hæve videre i bøtten til den er tilstrækkeligt fermenteret. Hvis dejen står ved stuetemperatur tager det ofte et sted mellem 5-7 timer fra dejen er blandet (evt. endnu kortere tid om sommeren). Tegn på at dejen er færdighævet er en øget volumen på 50-75%, luftbobler i dejen og at den virker luftig under foldninger.
  • Efter dejen har hævet på køkkenbordet, stilles den i køleskabet (i condibøtten med låg) natten over (gerne 8-12 timer, men den kan sagtens stå op til 24 timer).

Næste dag

  • Tag dejen ud fra køleskabet og stil den på køkkenbordet mens du laver din kompot: tilsæt blåbær, sukker, vaniljesukker og vand til en lille gryde og lad det simre ved middel varme i ca. 20-30 min. eller indtil blandingen er godt ind til en ret tyk kompot. Lad det afkøle til det er fingervarmt.
  • Tag et stykke bagepapir og smør grundigt med olivenolie. Vend dejen ud herpå. Træk forsigtigt i enderne for at gøre den længere. Fordel blåbærkompotten over dejen, men undlad 1-2 cm fra kanten. Fold først den éne side over midte, efterfulgt af den anden så kompotten lukkes inde. Brug begge hænder til at vende dejen rundt, så samlingen nu vender nedad. Flyt nu bagepapiret med dejen til din bageform.
  • Dæk overfladen med film, og lad dejen efterhæve et lunt sted i 3-4 timer til den er fordoblet i størrelse.

Bagning

  • Opvarm ovnen til 250 grader varmluft.
  • Fjern film fra dejen, og dryp med ekstra olivenolie. Prik dejen med fingrene. Hvis du har ekstra blåbær kan du pynte med dem på toppen.
  • Skru ned til 225 grader, og bag brødet til det er gyldent ca. 25 min.
  • Lad brødet afkøle på en rist, mens du laver glasuren.
  • Rør flormelis sammen med citronsaft (tilsæt lidt efter lidt) til du har en glasur som ikke er alt for tyk. Tilsæt evt. lidt ekstra citronsaft efter behov.
  • Mens brødet stadig er lunt (ikke varmt!) hældes glasuren over, og fordeles med en pensel. Top evt. med reven citronskal. Velbekomme!
Har du prøvet denne opskrift?Del dine tanker

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift bedømmelse




Opskrifter du måske vil kunne lide